Min umiddelbare tanke faldt på nogle af de uddannelser, der har præget mig gennem årene. Jeg har blandt andet en Master of Public Governance fra CBS, en bestyrelsesuddannelse fra DTU og en række andre uddannelser inden for ledelse, kommunikation og facilitering. Dertil kommer mere end 20 år som leder.
Det har alt sammen været værdifuldt og har givet mig både viden, perspektiver og konkrete redskaber.
Men da jeg tænkte lidt længere over spørgsmålet, var det et andet svar, der meldte sig.
For når jeg ser tilbage, er den vigtigste læring om ledelse kommet et helt andet sted fra.
Den er kommet gennem yoga.
Da jeg var yngre leder, var jeg optaget af at blive dygtigere til ledelse.
Jeg læste bøger, tog uddannelser og søgte nye perspektiver. Jeg ville gerne forstå organisationer bedre, træffe bedre beslutninger og skabe resultater sammen med andre mennesker.
Det har jeg aldrig fortrudt.
Men med årene er min forståelse af ledelse blevet bredere.
Jeg er gradvist blevet mindre optaget af værktøjer og mere optaget af mennesker. Også af lederen som menneske.
For hvad nytter det at være en dygtig leder, hvis man samtidig mister forbindelsen til sig selv?
Det er nogle af de erkendelser, yogaen har hjulpet mig med at få øje på.
Gennem årene har jeg også arbejdet med forskellige personlighedstests og udviklingsværktøjer. De har givet mig et sprog for mange af de forskelle, jeg møder mellem mennesker, og en større forståelse for både egne og andres reaktionsmønstre.
Men yogaen har lært mig noget andet.
Ikke hvem jeg er, men hvordan jeg møder det, der sker omkring mig.
Jeg tror, mange mennesker med ansvar kender oplevelsen af, at arbejdet gradvist kommer til at fylde mere og mere.
Ikke nødvendigvis fordi man ønsker det, men fordi arbejdet giver mening. Opgaverne er spændende, ansvaret er stort, og der er altid mennesker, projekter eller beslutninger, som kræver opmærksomhed.
Det sker sjældent fra den ene dag til den anden. Det sker lidt efter lidt.
Man påtager sig mere ansvar. Engagementet vokser. Arbejdet fylder flere af dagens tanker. Det, der begyndte som et job eller en rolle, bliver gradvist en større del af den måde, man forstår sig selv på.
For mange ledere og ejerledere er det helt naturligt. Arbejdet hænger tæt sammen med værdier, ambitioner og ønsket om at skabe noget meningsfuldt. Netop derfor kan det være svært at opdage, hvornår balancen begynder at forskyde sig.
Jeg har selv oplevet, hvordan det kan være let at blive så optaget af opgaverne, ansvaret og resultaterne, at man glemmer at stille sig selv et enkelt spørgsmål: Hvordan har jeg det egentlig?
Måske er det derfor, at spørgsmål om energi, sundhed, nærvær og livskvalitet er blevet vigtigere for mig med årene.
Særlig spørgsmålet: hvordan man kan have et meningsfuldt arbejdsliv uden at lade det definere hele livet.
Når jeg ser tilbage, er det ikke bestemte yogastillinger eller teknikker, der har gjort den største forskel.
Det er den måde, yoga gradvist har ændret min opmærksomhed på.
For mig har yoga aldrig handlet om at stå på hovedet eller kunne nå sine tæer. Den har handlet om nærvær, opmærksomhed og evnen til at observere sig selv, før man reagerer.
Den har lært mig værdien af at stoppe op. At lytte mere. At acceptere, at ikke alt kan kontrolleres, og at udvikling sjældent handler om at presse mere på, men ofte om at skabe de rette betingelser for vækst.
I dag tænker jeg ofte på yoga som en træning i selvledelse. Ikke i betydningen at optimere sig selv hele tiden, men i betydningen at kende sig selv bedre. At kunne mærke sine grænser, sine reaktionsmønstre og det, der giver energi og retning i livet.
Det er erfaringer, som rækker langt ud over yogamåtten.
De har også påvirket den måde, jeg har mødt mennesker på som leder.
For i sidste ende handler ledelse ikke kun om strategier og resultater. Det handler også om relationer, tillid og evnen til at skabe retning uden at miste forbindelsen til dem, man leder.
Når jeg ser tilbage på de ledere, jeg selv har haft størst respekt for, er det sjældent dem, der talte mest eller fyldte mest i rummet.
Det var ofte dem, der havde en særlig ro over sig. Dem, der kunne lytte. Dem, der skabte tryghed. Dem, der kunne bevare perspektivet, når andre mistede det.
Måske er det derfor, at mit svar i dag er anderledes end for nogle år siden.
Jeg har mødt mange dygtige mennesker gennem uddannelser, lederjobs og udviklingsforløb, og jeg har taget værdifuld viden med mig fra dem alle.
Men den største læring fandt jeg et sted, hvor der hverken var PowerPoints, strategiplaner eller organisationsdiagrammer.
Den fandt jeg på yogamåtten.
I dag arbejder jeg gennem Good Life Navigator med sundhedsformidling, yoga og foredrag om det gode liv for mennesker med ansvar. Måske er det netop derfor, at jeg oplever en tæt sammenhæng mellem ledelse, sundhed og evnen til at navigere i livet uden at miste sig selv undervejs.
For god ledelse handler ikke kun om at lede andre.
Den handler også om selvledelse.
Om evnen til at kende sig selv, bevare perspektivet og navigere i livet uden at miste sig selv undervejs.
